Det her er ikke en almindelig lærebog.

Det er en bog, der gerne vil bevæge dig. Irritere dig. Overraske dig, gøre dig vred og indigneret. Give dig lyst til at reflektere over, hvordan du møder mennesker med psykiske lidelser. Hvad er der egentlig plads til at drømme om i den her verden, hvis man har en psykiatrisk diagnose?

Bogen præsenterer forskellige stemmer fra mennesker med psykiske lidelser. Det er stemmer, som nogle gange råber, andre gange hvisker, men altid peger de ind i dilemmaer og sprækker i hverdagslivet, som fylder, spænder ben og skaber plads. Helt konkret kommer du til at møde ti unge, der bor på socialpsykiatriske bosteder og som kæmper med forskellige psykiske lidelser og som alle oplever, at de er på arbejde i relationerne med de velfærdsprofessionelle omkring dem. De er ikke passive modtagere af sociale og pædagogiske indsatser. De forhandler og navigerer i hverdagsliv, hvor de altid potentielt er genstand for en velfærdsprofessionel opmærksomhed og udviklingsprojekter. Anne Mia Steno har mødt dem i løbet af sit antropologiske feltarbejde i socialpsykiatrien. Hun har deltaget i beboermøder, spist sammen med dem, røget cigaretter med dem, gamet med dem, fulgt dem til aktiviteter udenfor bosteder og dagtilbud og været på besøg hjemme hos dem.

Gennem hele bogen løber et skønlitterært spor, således at hvert af bogens kapitler indledes med et spokenword digt af Sara Hauge, der er scenepoet og selv diagnosticeret med skizofreni (lyt med via bogens QR-koder). Saras digte spejler sig i Anne Mias feltarbejde på socialpsykiatriske bosteder og transformerer det – og visa versa. Begge tilgange bliver til noget nyt, når de flettes sammen.