Folkeskolen oplever turbulente tider. Den ene omfattende reform afløser den anden, og der foregår en grundlæggende omskabelse ikke blot af skolen, men også af forholdet mellem skole og kommune, skole og læring, skole og lærerprofession samt skole og samfund.
 
At forstå denne udvikling handler ikke kun om at nærstudere den seneste reform, men også om at se den i lyset af de sidste årtiers revolution af den måde, folkeskolen styres og ledes på.
 
I dag står folkeskolen over for et dobbelt krav om både at styre og fremelske ustyrlighed. Den enkelte skole skal turde løbe risici, når den genopfinder, innoverer og eksperimenterer i søgningen efter fremtidens velfærdssamfund. Men den skal også via dokumentation og evalueringer sikre, at velfærdsydelserne bliver leveret som forventet, bevilget og besluttet.

Justine Grønbæk Pors viser, hvorfor det ikke nødvendigvis er sådan, at der kommer mere styr på folkeskolen, blot fordi der satses på mere ledelse. Der er nemlig en særlig tragik bygget ind i forsøgene på at skabe bedre ledelse: Ledelsesreformer skaber ny ustyrlighed, som kalder på nye tiltag, som så igen forøger ustyrligheden.