Voksenuddannelse og voksenlæring er et engageret bidrag til forståelsen af voksenuddannelsernes situation og praksis i det aktuelle samfund.
Bogen forstår voksenuddannelserne ud fra et dobbelt perspektiv. På den ene side presserende samfundsmæssige fordringer bundet op på moderne paroler om livslang læring og kompetenceudvikling. På den anden side en dybtgående indsigt i voksnes læreprocesser og en omfattende forskning i voksenuddannelserne set fra et deltagerperspektiv.
Bogens grundlæggende pointe er, at både samfundet og deltagerne kunne få meget mere ud af de mange ressourcer, der anvendes på voksenuddannelse, hvis det virkelig blev erkendt at deltagerne er voksne mennesker, der både har krav på og er i stand til at styre deres egen læring.
Denne erkendelse underbygges bogen igennem og omsættes i en række forslag til konkrete ændringer og fremgangsmåder der spænder fra den overordnede tilrettelæggelse til den daglige praksis.