Et samfund uden konflikter mellem borgere og forvaltninger mister evnen til at beskytte sig selv!
Denne bog stiller skarpt på, hvordan velfærdsstatens evne til at lytte til kritik og håndtere konflikt er under pres. Retsstaten blev oprindelig bygget op, så borgerne kunne være uenige med dens afgørelser. Borgernes og interesseorganisationernes konflikter med forvaltningen var værdifulde, og ledte til læring og udvikling.
I dag takker forvaltningen nej til borgernes nej. Det gør den ved fx at undgå at træffe afgørelser, ved ikke at komme med begrundelser, og ved at lave endeløse åbne processer. Meget af det sker under dække af samskabelse, frisættelse og dialog. Det betyder i korthed, at der ikke er noget at sige nej til. Man kan ikke klage og udtrykke saglig uenighed. Resultatet er en affektspiral, hvor borgernes afmagt og forvaltningens adfærd forstærker hinanden – og hvor velfærdsstatens immunforsvar langsomt nedbrydes.
Med afsæt i forvaltningsret, systemteori og nyere tænkning om social immunitet undersøger forfatterne, hvordan samskabelse, frisættelse og afbureaukratisering kan virke mod hensigten: Ved at afværge konflikt afmonteres den nødvendige friktion, som gør udvikling mulig. Resultatet er en offentlig sektor, der siger: "Vi hører, hvad du siger" – men som ikke længere ved, hvordan den skal lytte. Bogen er en invitation til at genoverveje nej’ets rolle – ikke som forhindring, men som forudsætning for et levende demokrati.
