Frisat – fra politisk ambition til frisættende praksis i det offentlige af Tina Øllgaard Bentzen, ph.d. og lektor, og Margit Ernst, der for nylig har forsvaret sin ph.d.-afhandling om ansvar, autonomi og ledelse i den offentlige sektor. Begge er tilknyttet Roskilde Universitet.
Det er godt timet at sætte sig for at skrive en lærebog om frisættelse i en tid, hvor hele den offentlige sektor er præget af reformambitioner.
Det er også modigt. For det kræver faglig styrke at nuancere et politisk projekt, som mange enten hylder eller afviser.
Det danske samfund oplever i disse år det, der – for nu at citere statsministeren – kan kaldes “den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie”.
Men hvad vil det sige i praksis? Og hvordan kan vi sikre os, at frisættelse faktisk fører til bedre velfærd, større trivsel og stærkere faglighed? Hvordan undgår vi, at det strander som ren politisk retorik? Og hvilke faldgruber skal vi styre udenom?
Spørgsmål som disse finder Tina Øllgaard Bentzen og Margit Ernst svar på ved at dykke ned i de konkrete udfordringer, frisættelsen fører med sig i det offentlige Danmarks praktiske virkelighed.
For eksempel peger de på nogle af de paradokser, som frisættelsen skaber: når tillid møder kontrol, når faglig frihed støder mod økonomiske rammer, og når ledere skal skabe retning uden at styre.
Med forskningsbaseret tyngde, analytisk skarphed og et solidt didaktisk overskud giver bogforslaget Frisat – fra politisk ambition til frisættende praksis i det offentlige et enestående bud på, hvordan de store visioner om mindre bureaukrati og mere frihed kan tage form.
Forfatterne går tæt på de ledere og medarbejdere, der hver dag står midt i frisættelsens dilemmaer: mellem tillid og kontrol, mellem den enkeltes autonomi og fælles retning, mellem ideal og virkelighed.
Ved at forene teori, empiri og helt konkrete redskaber giver Frisat både overblik og handlekraft til alle, der skal føre frisættelsen ud i livet. Og så lykkes forfatterne med noget sjældent: nemlig at formidle deres forskning i et levende, klart og tilgængeligt sprog. Vi bliver som læsere taget med fra Christiansborgs reformretorik til frontlinjens hverdag – hvor pointen er, at frisættelse kun lykkes, når den forankres i kultur, fællesskab og ledelse.
Så tak til Tina og Margit for at tage fat på konsekvenserne af en politisk dagsorden, der vedrører hele samfundet, og som der endnu ikke er skrevet nogen lærebøger om. Vi på Samfundslitteratur er sikre på, at både nuværende og kommende fagprofessionelle i den offentlige sektor – og forhåbentlig de ambitiøse beslutningstagere – vil få gavn af bogen.
Med kombinationen af forskningsdybde, aktualitet og anvendelighed indfrier Frisat lige præcis det, Lærebogsprisen skal fremme: ny viden, der kan bruges – og formidling, der forandrer.
Derfor tildeler vi Tina Øllgaard Bentzen og Margit Ernst Samfundslitteraturs Lærebogspris 2025 på 100.000 kroner.
Stort tillykke! Vi glæder os til at få bogen i mål med jer.
