En god strategi er enkel. Den bygger på en analyse af den aktuelle og den fremtidige situation. Den er skarpt prioriteret med bevidste til- og fravalg. Den lever og bliver eksekveret bredt i organisationen med en realistisk og sammenhængende handlingsplan.
I kommer ikke sovende til en god strategi. Det tager tid. Men det behøver ikke at være kompliceret eller dyrt.
Strategi er konkret – og noget vi gør sammen leder jer gennem hele strategiprocessen. Fra de første spæde tanker til den dag, I står og præsenterer den nye strategi og de handlinger, ledelsen og medarbejderne skal gennemføre.
Forfatterne Sanne Markwall og Henriette Rald fokuserer på det konkrete håndværk, de brædder, søm og skruer, der skal til for at udvikle en god strategi i en verden, der konstant forandres. Undervejs trækker de på forskellige teorier fra andre strategibøger og præsenterer en samlet metode, der virker i praksis.
I føres sikkert igennem tre faser og otte trin. Trin, der skridt for skridt hjælper med at skabe en god, levende og konkret strategi.
Bogen kan læses som en selvstændig værktøjsbog for alle, der har brug for støtte i strategiarbejdet. Den kan bruges som undervisningsbog på universiteter og videreuddannelsesinstitutioner, som ønsker at tilføje den teoretiske undervisning en let tilgængelig praktisk tilgang, og den kan bruges som et analogt støtteværktøj til den digitale strategiplatform www.makemystrategy.com.