Den økonomiske videnskab har etableret sig som det primære politisk-administrative styringsredskab i Danmark og mange andre vestlige lande. Har alting en pris? leverer en kritisk analyse af denne samfundsrolle i et videnskabsteoretisk, videnssociologisk, institutionsteoretisk og idehistorisk perspektiv.
Bogens empiriske afsæt er den økonomiske videnskabs aftryk på den politiske håndtering af to alvorlige udfordringer for det danske – og internationale – samfund, nemlig klimaforandringerne og coronapandemien. Økonomien er ikke blot en samfundsvidenskab, men rummer tillige en menneskeopfattelse, Homo economicus, og i kraft heraf har økonomien også haft stor indflydelse på offentlige institutioners ledelsesform.
I alle disse sammenhænge har økonomiens definitionsprivilegium og den udstrakte brug af økonomiske administrationsredskaber skabt problemer, som kunne have været undgået ved at anvende et bredere spektrum af videnskabelig ekspertise i det danske samfund. Bogen munder ud i en række anbefalinger til en bredere faglig fundering for fremtidens politisk-administrative styring.