Shortcut - genvej til engelsk grammatik er en kortfattet og overskuelig introduktion til engelsk grammatik skrevet i et letforståeligt sprog.
Bogen indledes med en beskrivelse af vigtige grammatiske grundbegreber som ordklasser og sætningsled, og herefter behandles de væsentligste felter inden for engelsk grammatik. Fokus er lagt på de områder, hvor der er forskelle mellem engelsk og dansk, og redegørelserne for de forskellige områder af grammatikken følges derfor af oversigter over, hvor danskere typisk har problemer på engelsk. Erfaringsmæssigt kan disse problemer nemlig ofte (men ikke altid) forklares ud fra forskelle mellem de to sprog.
Shortcut - genvej til engelsk grammatik henvender sig til flere målgrupper: gymnasieelever, lærerstuderende med engelsk som linjefag, universitetsstuderende (primært studerende, der ikke har engelsk som fag, men som læser på engelsksprogede uddannelser, hvor de forventes at kunne kommunikere på engelsk på højt niveau) samt andre, fx personer, der i en professionel sammenhæng har behov for at bruge engelsk.