Afbureaukratisering er et smertensbarn. Alle ønsker at afbureaukratisere og alligevel er det tilsyneladende vanskeligt for alvor at tage livtag med et stadigt mere komplekst bureaukrati.
Hvorfor er det så svært? Og hvad skal der til for at lykkes med ambitionen om afbureaukratisering?
Dét er omdrejningspunktet i Samskabt styring, som argumenterer for, at afbureaukratisering er et wicked problem, som må løses i tæt samarbejde med de mange forskellige aktører, der har aktier i problematikken. Den regel, der opleves bureaukratisk af én part, kan samtidigt opleves som helt nødvendig af en anden part. Der er derfor brug for en langt tidligere og meget mere gennemgribende dialog med frontlinjemedarbejdere og ledere, og også borgere og brugere, når styring skal designes, revideres eller afvikles. Robust afbureaukratisering kræver mere fokus på styringens inderside, altså hvordan den opleves blandt de aktører, som har aktier i styringen.
Bogen lægger op til en nuancering af myten om bureaukratiet som den ensidige onde skurk og ideen om, at afbureaukratisering kun handler om at fjerne styring. En pointe er nemlig, at en del af det besværlige bureaukrati samtidigt spiller en vigtig rolle i forhold til at håndtere risici, sikre retssikkerhed og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning. Når styring ikke bare kan fjernes, er der brug for alternative strategier til at forankre eller forandre styring, så den opleves mere meningsfuldt af dem, der skal leve med den.
Samskabt styring er relevant for ledere og administratorer i offentlige organisationer samt for politiske beslutningstagere med ambitioner om afbureaukratisering og også faglige organisationer samt lokale tillids- og MED-repræsentanter. Bogen er endvidere skrevet til undervisere og studerende både på professions- og universitetsniveau samt på masteruddannelser som eksempelvis Master of Public Governance og en række diplomlederuddannelser i offentlig styring eller ledelse.
Hør Tina Øllgaard Bentzen fortælle om nogle af pointerne fra Samskabt styring: https://youtu.be/aG74Ygdey54