Mennesker med udviklingshandicap har altid befundet sig bagerst i samfundets bevidsthed. Uanset om vi ser dem gennem tidligere tiders forestillinger om Guds straf eller nutidens optagethed af aktivering, så har mennesker med udviklingshandicap altid været hægtet af det almene samfund.

Ved hjælp af både historiske og aktuelle perspektiver belyser denne bog de udviklingshandicappedes levevilkår og de politiske holdninger og handlinger, der har bestemt dem. Ideologiske forhold som racehygiejne, liberalistisk samfundsforståelse, manglende anerkendelse og solidaritet har betydet, at vi i dag ser markant ringere levevilkår hos mennesker med udviklingshandicap end hos den øvrige befolkning.

Erfaringerne viser, at levevilkårs forbedringer først kommer og slår igennem efter pres nedefra: fra de udviklingshandicappede selv og deres nærmeste, i alliance med de faglige organisationer og med støtte fra frivillige organisationer og idealistiske enkeltpersoner.