Den pædagogiske forskning og videnskab har igennem tiderne været knyttet til forskellige videnskabstraditioner inden for især psykologi, sociologi og antropologi. Pædagogisk forskning og teori tager derfor stilling til og er et resultat af grundlæggende og almene konflikter og problemstillinger i 1900-tallets videnskabsteori. Disse konflikter vedrører fundamentalt forskellige svar på spørgsmålet om, hvad et subjekt og det sociale er, og hvad videnskabelig praksis er eller bør være.
Stridens parter søges fremstillet i så ren og rå form som muligt med henblik på at skabe et grundlag for at kunne genkende og diskutere variationer over disse problemstillinger i den aktuelle pædagogiske og uddannelsesvidenskabelige forsknings positioner.
Bogen fremstiller dels den fænomenologisk-hermeneutiske versus den strukturalistiske tradition, dels Poppers kritiske rationalisme versus Kuhns paradigmetænkning. Endvidere vil problemstillinger som historicitet, sprog eller diskursbegrebet og endelig begrebet det ubevidste blive fremstillet.