Staten har ikke og skal ikke have nogen religion". Sådan sagde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i en kronik i kølvandet på karikaturstriden i 2006. Siden da er forholdet mellem politik og religion blevet yderligere aktualiseret.
I udgivelsen Gud på Borgen præsenterer forfatterne relevante uddrag af de otte interview med folketingspolitikere, der blev gennemført hen over året 2010. Udsagnene suppleres undervejs i bogen af relevante religions- og samfundsfaglige perspektiver til kontekstualisering og perspektivering af de temaer, der berøres.
Bogen er primært en studiebog til studerende på landets læreruddannelser og gymnasier i de talrige fag, der berører emnerne religion/kristendom, samfund og medborgerskab.
Ved at bringe interviewmateriale i spil med den traditionelle lærebogsgenre, præsenterer forfatterne et helt nyt og dynamisk greb på, hvordan der kan undervises i forholdet mellem politik og religion. Udgivelsen henvender sig desuden til alle, der har interesse i bogens temaer i en historisk såvel som aktuel belysning.