Skriftlig dansk før prøven giver dig vejledning i at skrive gode tekster.
Du skal lære forskellige genrer at kende: novelle, dagbog, reportage, essay og flere andre. Hvad er det særlige ved den bestemte genre, og hvordan kan du bedst skrive en god tekst i den genre?
Du skal blive god til at styre din skriveproces: få ideer og sortere dem, afklare hvad du vil med din tekst og lave en klar opbygning af teksten. Du skal træne dig selv i at forestille dig en situation, hvor din tekst skal bruges, og overveje, hvad dine modtagere ved og interesserer sig for. Det skal være styrende for, hvad du tager med i din tekst, og hvordan du bruger sproget.
Du skal også udvikle din evne til at vurdere tekster: Hvad gør en tekst i den genre god eller mindre god? Alt dette skal du drøfte med de andre i klassen, sådan at I sammen udvikler jeres viden om forskellige genrer og jeres færdighed i at skrive gode tekster. Det skal I bruge i mange forskellige situationer, både privat og senere i et job, og det skal I bruge, når I i slutningen af 9. klasse skal til afgangsprøve.