Selv om narrativ teori i alt væsentligt har handlet om fiktionsfortællinger, har den ikke desto mindre været tilbøjelig til at behandle fiktioner, som var de kun konstruerede eller uegentlige ækvivalenter til ikke-fiktive fortællinger.

I et retorisk perspektiv bliver fiktionalitet imidlertid opfattet som en direkte måde at skabe mening på og som en særlig slags kommunikativ gestus.

Richard Walsh viser i Fiktionalitetens retorik. Narrativ teori og ideen med fiktion, hvilke fordele der ligger i en retorisk tilgang og demonstrerer de radikale implikationer for narrativ teori.

Den retoriske model, der fremlægges i bogens første kapitel, åbner nye områder for undersøgelse af selve fiktionalitetens betydning for fortolkningen af fortællinger.
Modellen bliver efterfølgende testet og udviklet i relation til dominerende antagelser om narrativitet og mimesis, narrativ struktur, fortællerbegrebet og om narrativ transmission, stemme og medialitet, narrative medier og kognition, kreativitet, reception og engagement.

Samtidig lægger modellen op til en fundamental nytænkning af narratologiens begrebslige apparat ved at gentænke de betingelser, der gør fiktioner forståelige og umagen værd.