Hvordan skal vi tænke det at tænke og det at handle, når det ikke længere er muligt for tanken at tænke sig selv og at begrunde handlingen?

Hvilket begreb om eksistens trænger sig på, når det abstrakte begreb "væren" ikke længere giver mening?

Hvordan skal vi forholde os til filosofien, når "argumentet" er i vanskeligheder som tankens fornemste udtryk, og når sproget i højere grad synes at blokere for den tanke som det "iklæder" end at give den identitet?

Hvilken filosofi er overhovedet mulig i dag, hvor man ikke vil læne sig op ad naturvidenskaben? En filosofi, der virkelig skal kunne betyde noget for den enkelte og ikke blot være begrebsgymnastik eller være konferencier ved fysikkens turnéer?

En sådan filosofi, der hverken er en videnskab eller et tankesystem, der kan begrunde sig selv, må blive "secund hand", brugt, slidt, men ikke kraftesløs: en "secunda philosophia".