Intern kommunikation under forandring giver en teoretisk og praktisk indføring i de tekster, genrer og kommunikationsformer, som den interne kommunikation i private og offentlige virksomheder eller organisationer typisk omfatter. Dertil kommer en indføring i opfattelser af kommunikation, organisation og ledelse, som er relevante for arbejdet med den interne kommunikation.
Bogen beskæftiger sig med intern kommunikation i bred forstand, dvs. med tekster og genrer, der ikke kun produceres af kommunikationsafdelingen, men også af ledelse, medarbejdere og HR-afdeling.
Blandt bogens emner kan nævnes: mission og vision statements, kommunikationspolitik, kommunikationsplanlægning, linjekommunikation, personalebladet, intranettet, årsrapporten og kommunikation i forbindelse med rekruttering, medarbejderudvikling og afskedigelse.
2. udgave er gennemgribende ajourført, hvad angår begreber, modeller og teorier, ligesom flere af casene er skiftet ud eller aktualiseret. Der er desuden blevet plads til et kapitel om intern krisekommunikation, og endelig er der i den nye udgave indført refleksionsspørgsmål.