I Pædagogikkens filosofi præsenterer medarbejdere ved Institut for Pædagogisk Filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitet eksempler på, hvad de forsker og underviser i.
Bidragene spænder vidt, såvel historisk som emnemæssigt og metodisk: Fra oldtidens paideia til nutidens børnerettighedskonvention; fra dannelsesteori til natur- og religionsfilosofi; fra metaforteori til psykoanalyse.
Alle kredser dog om de samme grundlæggende spørgsmål: Hvordan mennesker kommer til menneskelighed og myndighed, karakteren af et pædagogisk forhold og værdigrundlaget for pædagogisk praksis. Pædagogisk praksis indgår i et stort og på mange måder frygtindgydende projekt: Menneskets frembringelse.
Hvor filosofien de senere årtier har sat markante spor i diskussionen af den biologiske side af menneskets frembringelse, er den filosofiske refleksion over den pædagogiske side af sagen foregået mere ubemærket. Biotekniske indgreb forekommer mere principielle end pædagogiske.
Det fornyede politiske fokus på det pædagogiske område og nye pædagogiske teknologier rejser imidlertid også filosofisk og samfundsmæssigt presserende spørgsmål om, hvad mennesket er og skal være, hvad der er muligt - og med hvilken ret der overhovedet gribes ind pædagogisk.