De danske museer har gennem 200 år spillet en væsentlig rolle for formidlingen og udforskningen af historien. På en museumshistorisk baggrund har bogens forfattere indkredset den museale praksis i relation til samlingerne og deres formidling på fire forskellige museer. Det gælder Nationalmuseet, der med sine store arkæologiske og etnografiske samlinger især fortæller om fjerne tider og egne. Langelands museum, der som lokalhistorisk museum er meget nærværende i det lokale, kulturelle miljø. Arbejdermuseet, der også fungerer som et aktivt kulturhus i arbejdet med at formidle en bestemt befolkningsgruppes historie i såvel nationalt som internationalt perspektiv. Frilandsmuseet, der i over 100 år har formidlet forskellige sider af landbolivet med udgangspunkt i genskabte gårde, huse, haver og landskaber. Bogen analyserer museernes praksis i relation til begreber som autencitet, kulturarv og erindring. Museernes valg af udstillingstemaer og udstillingssprog er et andet tema i bogen, som sættes i relief af en række undersøgelser, der lader museernes publikum komme til orde. Den museoligiske litteratur i Danmark er ikke særlig omfattende. Bogen skal derfor også ses som et forsøg på at skabe udgangspunkt for en debat om museernes fremtid og samfundsmæssige relevans.