Kompetencebegrebet synes at vinde frem i forestillinger om fremtidens uddannelser og virksomheder. I disse sammenhænge forstås udvikling af kompetence som noget mere og andet end blot kvalificerede medarbejdere.

Det er forfatternes opfattelse, at man er stødt på nogle grænser i den hidtidige tradition inden for ledelses- og arbejdsorganisering. Det man håber på er, at medarbejdere fleksibelt kan overskue og overskride stive faggrænser og arbejdsdelinger, og selv få øje på og løse opgaver uden at være afhængige af entydige ordregange.

Det er en forståelse af kompetence, som ikke er knyttet til den enkelte medarbejder, men som forstås i det dynamiske samspil. En sådan forståelse findes ikke i mainstream-litteraturen om organisation og ledelse, og antologien afspejler da også, at vi befinder os i en brydningstid.

I Kompetence i et organisatorisk perspektiv giver forfatterne således ikke ét konsistent bud på en forståelse af kompetencebegrebet, men derimod en teoretisk kritik af de grundlæggende tankefigurer, støttet af en række praksiseksempler fra den private sektor og fra omstillingsprocesser inden for den offentlige sektor.

Forfatterne problematiserer harmonitænkning og peger på det konstruktive potentiale i konflikterne, ligesom den diskuterer mulige alternativer til den traditionelle kompetenceorienterede strategitænkning.