Bogen belyser udviklingen i perfektioneringen af medarbejderen i den offentlige sektor i Danmark.
Tidligere blev forholdet mellem medarbejder og organisation diskuteret på en upersonlig måde med rettigheder og pligter i centrum.
Men opfattelsen af den offentligt ansatte har forandret sig kraftigt, og dermed forventningerne til forholdet mellem medarbejder og leder/organisation.
I dag skal forholdet helst være personligt, åbent, præget af gensidig involvering og fælles visioner om fremtiden. Her bør der ikke være brug for magt. Medarbejderen er konstant orienteret mod at yde noget for organisationen.
Rettens sprog og logik er - på godt og ondt - blevet afløst af kærlighedens sprog og logik, som dikterer selvfølgelige positioner, hvorfra man kan tale om forholdet mellem medarbejdere og organisation.
I Finansministeriets sprog hedder det den ansvarstagende medarbejder . Andre honnørord, hentet bl.a. fra HRM (Human Resource Management), er i dag forandringsparathed , engagement , involvering , initiativ , det udviklende arbejde og livslang læring .
Bogens primære formål er at gøre disse selvfølgeligheder lidt mindre selvfølgelige og at stille spørgsmålstegn ved konsekvenserne af udviklingen.
Bogen bygger bl.a. tekster fra forvaltningens arkiver, der viser meningsdannelsen gennem de sidste 150 år og udviklingen i, hvordan medarbejderen italesættes:
Først som den standsmæssige embedsmand og den pligtorienterede tjenestemand. Siden som det rationelt udvalgte menneskelige materiale , den tværfaglige, bevægelige generalist og endelig den hele medarbejder .