Udgangspunktet for Iagttagelsens praksis er, at organisatoriske praksisser hverken har udviklingsmangler, kompetencemangler eller kompetenceproblemer.

Det er først, når kompetence og udvikling gøres til genstand for styring - man mener, at kompetencen eller udviklingen bør være en anden - at problemerne dukker op.

Hermed er der tale om styringsproblemer og ikke kompetencemangel eller udviklingsproblemer.

Udfordringen for bogen er at forskyde organisatorisk udviklingspraksis fra de utilstrækkelige styringsmetoder og i stedet tilbyde iagttagelsespraktikken som relevant alternativ.

Iagttagelsens praksis må gerne være en kæp i hjulet på det ultraeffektive konsulentmaskineri, der lever af tidens altoverskyggende organisatoriske udviklingsfetichisme.

Det er ifølge forfatterne en nødvendig kæp i hjulet, fordi de økonomiske og menneskelige konsekvenser er umulige at betale - og fordi organisationerne i bund og grund køber en vare, der ikke kan sælges.