Hermeneutikken er en idéhistorisk størrelse med mange forskellige udviklingslinjer. De er fælles om at behandle et generelt erkendelses- og videnskabsteoretisk problem, fortolkningsproblemet. Det vedrører principperne for fortolkning af menneskelig skrift, tale og handling, og i det hele taget alting mennesker frembringer.
I hermeneutikken behandles disse problemer i mange meget forskelligartede idéhistoriske, realhistoriske, kulturhistoriske og praktiske sammenhænge. Der er for det første to klassiske kontinentale traditioner, der beskæftiger sig dels med fortolkning af Bibelen, dels med lovfortolkning med udgangspunkt i Romerretten. I løbet af 1700-tallet blev den kontinentale hermeneutik udvidet til en generel teori om fortolkning af tekster, religiøse såvel som verdslige. Fra begyndelsen af 1900-tallet blev den kontinentale hermeneutik yderligere udviklet til en almen filosofi om mennesket selv som et sprogbrugende, socialt, selvfortolkende og verdensfortolkende væsen.
Den anden sammenhæng, i hvilken fortolkningsproblemet er blevet behandlet, er anglo-amerikansk sprogfilosofi, erkendelsesteori, videnskabsteori og litteraturteori. Behandlingen er her spredt over flere discipliner, med separate diskussioner som kun stedvis krydser hinanden. Den anglo-amerikanske interesse i fortolkning er langt nyere end den kontinentale og er mere teknisk-akademisk, men har dog en vis tilknytning til en bestemt praktisk-historisk kontekst.
I denne bog giver forfatteren en grundig redegørelse for de to fløje af hermeneutikken, og præsenterer en original og frugtbar sammenligning imellem dem.
Finn Collin (f. 1949). Mag.art. i filosofi i 1974 fra Københavns Universitet, ph.d. i filosofi i 1978 fra University of California at Berkeley, dr.phil. I filosofi i 1985 fra Københavns Universitet. Ansat som lektor i filosofi ved Københavns Universitet i 1993, som professor fra 1998 til sin fratræden i 2016. Fra 2017 ansat som adjungeret professor ved Aalborg Universitet København. Har især beskæftiget sig med samfunds- og humanvidenskabernes filosofi og videnskabsteori samt med emner inden for sprogfilosofi. Han har herom bl.a. udgivet bøgerne Theory and Understanding. A Critique of Interpretive Social Science (Oxford 1985), Videnskabsfilosofi (København 1990), Social Reality (London 1997) og Science Studies as Naturalized Philosophy (Dordrecht 2010). Sammen med Finn Guldmann har han skrevet bogen Sprogfilosofi (København 1998), eng. udgave Meaning, Use and Truth (Aldershot 2005), samt har redigeret antologien Humanistisk videnskabsteori (med Simo Køppe, København 1995 og senere udgaver). Sammen med Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen har han redigeret antologierne Kampen om mennesket (København 2018) og Menneskebilleder (København 2019). Senest har Finn Collin sammen med David Budtz Pedersen udgivet Har alting en pris? Om den økonomiske videnskabs grænser (København 2024).