Udviklingen de seneste år har sat spørgsmålstegn ved mange af samfundets institutioner - også dem, som tidligere blev betragtet som hævet over den almindelige politiske debat.

Traditioner og konventioner for, hvordan samfundet skal forholde sig politisk styrende til forskellige områder, er nu sat til diskussion.

Forskningsområdet er blevet et centralt område i denne diskussion: Hvem skal styre, på hvilket grundlag, og hvordan skal den politiske styring opfattes i forhold til forskningens lange tradition for autonomi?

I Forskningens dilemmaer fremlægger en række forskere nogle af de systematiske erfaringer, de selv har med at evaluere og styre forskning på universiteter og i sektorforskningen.

De fremlægger undersøgelser af, hvordan forskere selv opfatter styreformer som kontraktstyring, og hvilke konsekvenser der udspringer af ofte modstridende styringsmodeller. Andre bidragydere fremhæver de politiske krav, som dele af samfundet stiller til forskningen, eller peger på, at nye typer styringsredskaber, som er udviklet i forsøg på at styre virksomhedernes viden, måske er vejen frem.

Bogen er et bidrag til at kvalificere diskussionen om udfordringerne til ledelse og evaluering af forskning i et samfund, der ønsker større indsigt i og politisk styring af forskningen.