Vi evaluerer skoler, kunst, musik, skiferier, hjemmehjælp, sygehuse, skraldemænd, forelæsninger, aviser, mekanikere, reklamer, læger, kommuner, fødsler, øl, ægtefæller og hjemmesider som aldrig før i historien. Vi investerer mængder af energi i at tale om livet. Vi nøjes nemlig ikke bare med at leve det, men hvirvles ind i en evindelig, selvkommenterende kultur, og der er ingen mulighed for at undslippe – endsige for at råbe: Stop verden – jeg vil af!
Evidensjagten er også gået ind. Ordret betyder evidens det selvindlysende, og mantraet lyder, at det gælder om at vide, hvad der virker, og ikke kun at tro, at man ved, hvad der virker. Men er det nu så evident?
Som modtræk til evalueringsfeberen og jagten på evidens leverer denne bog på filosofisk og samfundskritisk facon tre essays, der former sig som et smittende defensorat for faglighed, tænkning, dannelse og kærlighed i en forhastet samtid domineret af mistillid, rådvildhed og udvejsløshed.