Erhvervsøkonomisk videnskabsteori præsenterer en række klassiske og nutidige videnskabsteoretiske tilgange. Bogen forklarer, hvordan videnskabsteoretiske opfattelser allerede har haft en stor indflydelse på erhvervsøkonomiens kernediscipliner, og hvordan studerende i dag kan anvende videnskabsteori til at blive klogere på de erhvervsøkonomiske fænomener, der interesserer dem. Bogen henvender sig således til studerende og undervisere ved erhvervsøkonomiske universitetsuddannelser, og den udmærker sig i forhold til andre introduktionsbøger om videnskabsteori ved at relatere videnskabsteoriens til tider abstrakte argumenter til erhvervsøkonomisk teori og praksis.
I denne 2. udgave er bogen opdateret, og der er tilføjet et nyt kapitel, der udfolder, hvordan videnskabsteori er afgørende for at forstå aktuelle diskussioner om klima, kunstig intelligens og økonomisk videnskab.
Thomas Presskorn-Thygesen, ph.d. i filosofi, er uddannet i videnskabsteori fra London School of Economics og i erhvervsøkonomi fra Copenhagen Business School (CBS). Han er studielektor ved Department of Business Humanities and Law på CBS, hvor han til daglig forsker og underviser i krydsfeltet mellem filosofi, videnskabsteori og erhvervsøkonomi.

