OPEN CALL - Sprogforum 68 (2019) Læringsrum | Samfundslitteratur

Søgefelt

left side

OPEN CALL - Sprogforum 68 (2019) Læringsrum

Redaktionen indbyder til at bidrage til Sprogforum nr. 68 med temaet Læringsrum.

Med læringsrum tænker vi ikke alene på læringsrummet som et fysisk og virtuelt rum men også som et mentalt, emotionelt og socialt rum, hvor fokus kan være på de lærendes autonomi, autenticitet og mobilitet. Vi ser gerne artikler, der har fokus på, hvordan de sprog- og kulturlærende opfatter deres forskellige læringsrum. Et læringsrum ses således som et komplekst samspil af emotionelle, kognitive og sociale faktorer, som spiller forskelligt sammen hos forskellige individer i deres individuelle sociale og kulturelle kontekster i hverdagslivet, i undervisningslokaler, på nettet eller et sted ude i verden. Med dette temanummer ønsker vi at indkredse de lærendes aktive rolle i læringsrummet både for at præsentere ny viden om diverse læringsrum, og for at undersøge, hvordan sådanne læringsrum kan skabes i forbindelse med sprog- og kulturlæring på forskellige niveauer i uddannelsessystemet.

Temaredaktion: Bergthóra Kristjánsdóttir (temaredaktør) Elina Maslo, Anna-Vera Meidell Sigsgaard, Petra Dariya-Hansen, Susana Fernandez, Karen-Margrethe Frederiksen og Louise Tranekjær

Til dette nummer af Sprogforum modtager vi gerne empiriske, teoretiske og metodiske bidrag der behandler læringsrum for sprog- og kulturlæring. Artikelforslag kan være både forsknings- og praksisbaserede.

Artiklerne skal være forfattet på dansk eller et skandinavisk sprog og have en længde på 7 sider á 14.000 enheder med mellemrum.

Artiklerne fagfællebedømmes (peer review).  Sprogforum er optaget på BFI-listen (1 point).

Forslag til artikler med kort abstract (max. 500 ord) bedes sendt til temaredaktionen på e-mail bekr@edu.au.dk senest den 15.5. Herefter udvælges de abstracts vi går videre med, og der gives besked til alle der har fremsendt abstracts. Det forventes svar senest 15.6. Deadline for indlevering af artikler er den 1.12. 2018.

Sprogforum nr. 68 udkommer 1. juni 2019.

 

På temaredaktionens vegne

Bergthóra Kristjánsdóttir, lektor ph.d.

 

right side

Kontakt marketing

Du er altid velkommen til at kontakte os på info@samfundslitteratur.dk eller på telefon: 44 22 38 80.